Kan jeg coache i alt?

af Krista Koldborg Moeller

Jeg er blevet coachet RIGTIG meget. Og når coaching er godt, kan jeg mærke min hjerne knokler løs – og at jeg altid har en ”opgave” med bagefter. Jeg føler, jeg kan handle på min udfordring med det samme.

Det er altid dejligt at få tilbagemeldinger som coach. Fx sagde én af mine kunder, som havde været igennem et forløb hos mig – at vedkommende både havde været ved psykolog og nu hos mig. Og dét der rykkede for personen – var coaching.

Mit første møde med coaching

Da jeg første gang hørte om coaching, var min første tanke: ”langhåret”. Okay, for jer der ikke kender begrebet ”langhåret” – så betyder det for mig: hokuspokus, sidde i rundkreds, navlepillende, uhåndgribeligt.

Jeg er faktisk meget optaget af personlig udvikling. Og for ca. 4 år siden hørte jeg første gang om Sofia Manning. Jeg begyndte at følge hendes Facebook side – og lånte senere hendes bog ”Hvad venter du egentlig på?” – og efter dén læsning var coaching ikke længere ”langhåret”. Jeg blev grebet af coaching. Og hele værktøjskassen (der er i bogen) hjalp mig til at finde fokus og til at stå ved, hvem jeg er.

Jeg har tabt mit hjerte

Jeg fik uddannelsen ”Ledelse og coaching” på VIA i 2015 – og jeg var fuldstændig forgabt! Jeg havde søgt længe – hvad skulle jeg som socialrådgiver – jeg skulle videre, men vidste ikke med hvad – det vidste jeg nu! Derfor skulle jeg bare mere med coaching, og lige om lidt er jeg også ICI certificeret gennem Empowermind.

Hvad er coaching?

Coaching handler om at få det bedste frem i mennesker. Betegnelsen coach er tidligst anvendt i sportsverdenen, hvor det på topplan handler om at få det bedste frem i atleterne mod sejr og rekorder. Bølgen i erhvervslivet startede i midt 90’erne, og en definition lyder blandt andet:

”Coaching er at hjælpe mennesker med at opnå den bedste mulig præsentation– ud fra det potentiale og de ressourcer, som det enkelte menneske allerede besidder. Coaching handler om at frigøre dette potentiale” Whitmore (1996)

Noget af det allerfineste ved coaching – synes jeg – er, at du selv har svarene. At jeg som coach er ydmyg overfor dine svar. Hvis vi skal vokse og skabe forandring, skal vi selv skabe bevidsthederne om vores valg, motivation og hvad der egentlig forhindrer os.

Tænk på sidste gang du fik et godt råd. Spurgte du egentlig efter dét råd, virkede det som et godt råd for dig, og flyttede du dig – løste det din udfordring?

At tage ejerskab og finde fokus.

Generelt har vi som mennesker mange ønsker på samme tid, og vores ønsker kan være spredt i forskellige retninger. Hvis vores ønsker er spredt, er vores fokus det naturligvis også. Og i dag hvor mulighederne er mange (du skal ikke være smed, fordi din far var, giftes med naboens søn eller arve gården), men også kompleks og ikke så lige til ”som dengang” – så kan det være rigtig svært at finde sit fokus, sine værdier – sit ståsted. Og vi kan blive stressede, fordi vi ikke når vores mål.

Hvad kan den dygtige coach?

Alle kan kalde sig coach – det er ikke en beskyttet titel. Og alle kan tage en god snak – men skal det rykke dig helt særligt – skal du være opmærksom på, at du finder den rette til opgaven.
Den dygtige coach er stærkt nærværende, lytter fokuseret, anerkender og skaber relevante udfordringer via spørgsmål og gennem tillid. Derfor er gode råd NO GO.

Hvad er forskellen på en psykolog og en coach?

Coaching har i modsætning til den kliniske psykologi et fremadskuende perspektiv, og forholder sig ikke så stringent til årsagerne til din udfordring – men hvad du kan gøre ved dén – og hvad vil du heller have. Coaching er en fremadrettet proces hvor fokuspersonen som sagt tager ejerskab og ansvar for at føre dem ud i livet. Coachen har ansvaret for indholdet, og for at få dig i mål.

Gode råd når du skal vælge en coach.
• Vælg en certificeret coach
• Læs referencerne
• Spørg evt. i dit netværk om de kender en god coach
• Tag en snak med coachen, inden du booker og mærk, om du finder kemi
• Føler du dig ikke udfordret, men ”aet med hårene” har du haft en god snak, men ikke en coaching
• Du må faktisk gerne være frustreret bagefter? Her er det jo vældig interessant, hvorfor du bliver frustreret…

Jeg er blevet coachet RIGTIG meget. Og når coaching er godt, kan jeg mærke min hjerne knokler løs – og at jeg altid har en ”opgave” med bagefter. Jeg føler, jeg kan handle på min udfordring med det samme.

Det er altid dejligt at få tilbagemeldinger som coach. Fx sagde én af mine kunder, som havde været igennem et forløb hos mig – at vedkommende både havde været ved psykolog og nu hos mig. Og dét der rykkede for personen – var coaching.

Tak!

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest