Det blev der spurgt meget om – ikke kun da vi havde 1,2 eller 3. Jeg har tit tænkt på, hvorfor folk gerne vil vide det? Det er jo egentlig meget privat – og man kunne jo spørge om 100 andre ting.
Vi bliver også kategoriseret som ”dem med mange børn” – og ja, 4 er også over gennemsnittet. Men mange i forhold til hvem?

Da jeg fortalte min farmor, at vi ventede nr. 4, blev hun glad og sagde, at det ikke kom som nogen overraskelse, da vi er en børnerig familie. Min farmor og farfar fik 6 børn, 18 børnebørn og over 20 oldebørn og flere på vej – er jeg sikker på.
Jeg har et tæt forhold til min store familie. Vi er bare sådan en tæt og stor familie, der bare ved hvor vi hvor vi har hinanden – uden at skulle se hinanden hele tiden. Så der er en stærk familiefølelse, og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville give mine børn samme oplevelse.

To som elsker hinanden:

Da min mand og jeg mødte hinanden, var vi ret unge – 17 år. Men det blev senere ret afgørende for os begge, at vi havde hinanden. Jakob ”jagtede” mig i starten – jeg var knap så interesseret i ham. Men så blev Jakob pludselig ligeglad – og så var det mig, der jagtede ham. Det var ikke sådan at lynet slog ned-agtig. Men jeg husker tydeligt, da vi havde været sammen 1 måneds tid, og jeg var på vej med bussen hjem til ham. Det krillede helt vildt i maven – og jeg kunne næsten ikke vente, til jeg skulle se ham. Da tog jeg mig i at være smaskforelsket. Vi var sammen hele tiden – vi var forelskede og bedste venner. Det var hele tiden noget, der voksede. Og jeg tror mange i vores omgangskreds bare troede, det var et kortvarigt forhold – jeg tror ingen så, hvor stærkt det groede.

Vi var stadig under 20 år, da vi både mistede Jakobs far og mine forældre blev skilt. 2 store livskriser for os begge. På mange måder var vi nu ikke kun kærester og bedste venner – vi blev også hinandens familie.
At vokse fra at være teenager, til ung voksen – ja, nu er jeg vel egentlig voksen? Men at gøre det så tæt sammen med et andet menneske, er et stort privilegie og stærkt fundament for mig.

Så skal I have flere børn?

Nej, det skal vi ikke – men jeg vil gerne tilføje: de er alle små ønskebørn, de er mine stolteste øjeblikke, de udfordrer mig dagligt, og jeg har ikke sovet i 9 år (næsten!) Men de er vigtige hjørnestene for mig – jeg har aldrig tvivlet på, at vi kunne klare det. Og jeg har aldrig tænkt, at Jakobs og mit fællesskab blev mindre af at få børn. Netop det, at både Jakob og jeg har set, hvor hurtigt det hele kan opløses, har vi bare sådan en indre pagt om modgang og medgang.
Det giver mig balance, at jeg har dem, det giver mig mod til at passe godt på mig selv, og det giver mig kræfter til at kæmpe, og tro på mit mål.

Hvad vil DU egentlig?

At have mål i livet ER vigtige – det gør det nemt at træffe beslutninger, det gør det nemmere at træde ud af hamsterhjulet og zombietilværelsen – og NYDE livet.
Jeg løb også rundt i et hamsterhjul og mistede overblikket. Jeg kunne sagtens planlægge mv. Men det føltes aldrig rigtig – der var ikke god mavefornemmelse, og det stressede mig helt enormt.
Nu er jeg ikke i tvivl om kursen, og at Jakob og jeg igen står bag roret – med alle vores unger og fælles drømme. Ikke om flere børn – men oplevelser som familie, se børnene gro, passe godt på os og skabe karrieren (ja, man kan godt det hele – men mere om det en anden gang?)