”Jeg har alt for længe være presset, jeg har taget mange tilløb, men har af mærkelige årsager ikke fået søgt den samtale med dig. Jeg vidste, at jeg skulle, at jeg var klar. Og jeg overbeviste mig selv om, at min mand ikke ville synes, det var en god ide. Men efter min snak med dig, hvor vi også snakkede om, at manden jo bare er et spejl af min egen frygt. Og at jeg faktisk misunder ham for at tage sig selv alvorlig – så tog jeg snakken med ham. Og vi var slet ikke uenige. Det var bedre at udskyde sommerferien sydpå og så investere i MIG, så jeg rent faktisk også var en glad og stressfri mor, der pakkede kufferterne. Det kunne jeg slet ikke se, at jeg kunne blive. Men nu tror jeg på det.

Jeg glæder mig til at fokusere på min udvikling, at begynde at gøre noget andet med mit liv – og skabe et liv, hvor jeg er glad og tilfreds! ”

 

Der var engang, hvor jeg heller ikke tog mig selv alvorligt.

Hvor jeg ikke lyttede, og jeg kunne vitterlig ikke lytte, fordi jeg løb så stærkt!

Hver dag var faktisk overlevelse. Når jeg kigger tilbage, husker jeg også kun følelsen af at løbe MEGET stærkt, være meget ulykkelig og langt nede i et hul.

Men, det var mig selv, der ikke tog MIG alvorligt.

Jeg forstår også godt, hvorfor jeg ikke kom nogen vegne.

 

Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre.

 

– og derfor var mine løsninger hele tiden noget med vægttab, karriereskift eller at planlægge eller fixe noget omkring børnene eller mit forhold. At vi jo også bare trængte til ferie eller en pardate, hvor vi kunne snakke.

Men jeg fik nok! På den måde, at jeg faktisk ikke havde andre udveje mere. Og i dag tager jeg livet alvorligt!

Når jeg siger, jeg er en, der tager livet alvorligt, så betyder det faktisk, at jeg har besluttet mig for at være glad hver dag. Jeg vil ikke vente på livet mere. Jeg var træt af det stempel jeg fik, for jeg kunne SÅ meget mere. Og jeg var jo bare så meget mere, da jeg først pakkede det op! Og jeg vil også gerne sige: at i dag har vi stadig travlt med legeaftaler, sport, skole, lektier, madpakker osv. Jeg glemmer aftaler, og vi siger nej til ting, fordi vi har brug for at trække stikket.

 

MEN det allerstørste er for mig, at jeg hele tiden er den, der vælger! Jeg er hele tiden kaptajnen. Jeg har min frihed, fordi jeg selv bestemmer over mit liv. Og det får mig til at smile. Det skyldes helt simpelt, at mit fundament er på plads igen – mit hjemmeliv er fyldt med glæde og overskud. Og det er dér, vi skal starte.

 

At jeg har skabt en base, hvor vi alle sammen kan være. Hvor jeg kan give min børn den barndom, jeg drømte om, de skulle have. Hvor jeg kan udvikle mig, og skabe min drøm. Hvor vi hele tiden er bevidste om, at valget er vores. Og det lyder jo virkelig skide let. Og var det dét, så havde jeg nok fået det for længe siden. Nej, at være fyldt op indefra med lykke er ikke let – men det er muligt. Hvis du gider.

 

 

For nogle uger siden sad jeg sammen med en masse skønne kvinder, og da det var en 40 års fødselsdag, kom snakken til at handle om, hvordan livet bare starter på den anden side, når man bliver 40. Der blev peget på mig, og sagt – at jeg vidst var den, der var mest i krise over snart at blive 40….

Øh nej… Men det gør mig da super trist, at jeg ENGANG (da jeg var 31 eller 29 kan ikke huske det) fik at vide, at livet første begyndte der?

Det besluttede jeg mig for at modbevise.

 

Livet begynder, når du beslutter dig for, at det begynder! For helt ærligt, så tænkte jeg bagefter, hvad  er egentlig forskellen på at være 39 eller 40 hvis ikke mindset er ændret?

Dit tal betyder intet – men dit mindset.

 

Så lad være med at vente til du er 40. Jeg tænker meget lidt over min alder, men jeg tænker meget over, om jeg har det godt! Om jeg tager livet alvorligt! Og om jeg husker, HVEM JEG ER! Og HVAD JEG STÅR FOR.

Det er mit fundament.

Det er mig. Uanset om jeg er 30 eller 40!